Eskild Dohn

I musikkens tjeneste

Jeg er vokset op i Viborg i et musikalsk hjem, hvor det at spille musik var lige så selvfølgeligt som at trække vejret, tage tøj på og børste tænder.

Jeg begyndte at spille violin som seksårig og blev undervist af koncertmester Ib Rohde (hvis søn i øvrigt er den kendte venstrepolitiker Jens Rohde). Selv om jeg spillede violin i en årrække og efter sigende havde et vist talent, blev jeg aldrig rigtig fanget af instrumentet. Men jeg lærte trods alt at intonere, spille efter noder og prøvede også at spille en del klassiske værker, da jeg som en forsigtig 3. violinist trådte ind i Viborg Kammerorkester. Her stiftede jeg bl.a. bekendtskab med klassiske komponister som Mozart, Haydn og Beethoven.

Glæden for musikken dukkede først for alvor op, da jeg som tiårig startede med at spille trompet. Trompeten passede simpelthen bedre til mit temperament. Jeg blev undervist af John Leth, der var trompetist i Prinsens Livregiments Musikkorps (som dengang var hjemmehørende i Viborg). Jeg opfattede John Leth som en uhyre streng, men også retfærdig lærer. Set i bakspejlet lærte han mig meget andet end netop trompetspil. Jeg var forfærdeligt bange for ham, men skylder ham stadig tak for det, han indprentede mig: disciplin, ydmyghed, mental forberedelse, vejrtrækning, jordforbindelse og tålmodighed. Når det undertiden kikser for mig at leve op til i dag, er det stadig hans formaninger, jeg hører for mig.

John Leth var sideløbende med sit job i Prinsens Livregiment den egentlige drivkraft bag Viborg FDF-orkester. Her ydede han en kolossal indsats som leder og dirigent. Han slusede mig hurtigt ind i orkestret, og her oplevede jeg for første gang glæden ved at spille med jævnaldrende unge, som også var opslugt af musik.

Viborg FDF-orkester var intet mindre end en rugekasse for dygtige musikere. Forbavsende mange af dem, jeg lærte at kende her, er siden blevet professionelle musikere – både inden for klassisk og rytmisk musik.

Jeg var på dette tidspunkt også begyndt at snuse lidt til andre instrumenter. Jeg legede flittigt med min mors spanske guitar, spillede lidt bas og lånte også en overgang en tenorsax, som naboerne bandede langt væk. Jeg besluttede mig for at droppe musikundervisningen, fordi jeg trængte til selv at bestemme, hvilket både var en rigtig og forkert beslutning: Jeg havde formentlig lært en række tekniske færdigheder hurtigere, hvis jeg havde modtaget guitarundervisning. På den anden side fandt jeg en glæde ved at spille guitar, som jeg aldrig har mistet siden.

I gymnasietiden sang jeg i flere kor og spillede i adskillige orkestre. Her prøvede jeg også for første gang kræfter med at være studiemusiker, da jeg hjalp Sigurd Barrett med at lægge trompet på en indspilning. Det blev kimen til et livslangt venskab.

På gymnasiet dannede jeg også selv et band med nogle dygtige folk. Da vi manglede en sanger, tog jeg af nød denne plads, men lærte efterhånden at sætte pris på rollen, mens jeg spillede på skolens bas.

Efter endt studentereksamen flyttede jeg til Aarhus for at læse litteraturhistorie på universitetet. Her kom jeg med i et par etablerede rockbands som guitarist og underviste sideløbende i guitar på aftenskole. Med Stray Cats som forbillede dannede jeg desuden rockabilly-orkestret Booster Street med et par kammerater. Det var det første orkester, hvor jeg oplevede, at det var muligt at leve af at spille musik. Vi spillede et hav af jobs på værtshuse, forsamlingshuse og spillesteder – undertiden under kummerlige forhold, men det gav hår på brystet og blod på tanden.

På dette tidspunkt havde jeg helt lagt trompeten på hylden. Men en dag ringede Sigurd Barrett og spurgte, om jeg ikke ville være med til at lave et orkester, der skulle spille Leo Mathiesen-jazz med mig som trompetist. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Sigurd Barrett & the Cigars blev en realitet, og vi spillede i de følgende år en lang række koncerter i Danmark, Sverige, Norge og Finland og udgav flere cd’er.

Da Sigurd Barrett senere fik fart i sin karriere som entertainer for børn, fik jeg også fornøjelsen af at indgå i hans Bjørne Band, som bl.a. spillede til Åh Abe-koncerterne hvert år, indtil Muskelsvindfonden droppede dem i 2008. Siden har jeg medvirket på en lang række børneudgivelser med Sigurd Barrett, og det har hver gang været hamrende hyggeligt at indspille med ham og resten af orkestret.

Gennem Sigurd mødte jeg i 1993 sangerinden Annette Bjergfeldt. Vi fattede hurtigt en fælles kærlighed til at skrive sange og dannede i fællesskab orkestret Harvest Moon, som i 1996 udgav albummet ”Red-Letter Days” på EMI. Selv om orkestret siden gik i opløsning, er vores venskab og gensidige respekt stadig intakt, og hver gang vi har set vores snit til det siden, har vi sat fingeraftryk på hinandens sange og indspilninger.

I Aarhus spillede jeg i de følgende år i en række festorkestre. Desuden havde jeg fra tid til anden opgaver som studie- og gæstemusiker med bl.a. Inside the Whale, Jette Torp, Junior, Sticks & Fire og Le Freak.

På en jam på spillestedet Fatter Eskil mødte jeg sangerne Martin Preisler og Bjarne Langhoff, og vi dannede i fællesskab entertainment-trioen De Syngende Lussinger. Vi morede os med at lave en række shows med backingband på Train i Aarhus, som efterhånden blev ret populære. Her opførte vi bl.a. nyfortolkninger af musicalerne ”Jesus Sur Sandal” og ”Gris”. Det var måske ikke stor kunst, men det var vildt sjovt at skrive og opføre. Desuden skrev vi nogle humoristiske sange, som en overgang blev spillet flittigt på P4 og TV Charlie. Vi optrådte desuden hvert år på Skanderborg Festival og satte senere et større show op på Musikteatret i Vejle med titlen ”Én på sinkadusen”.

De sidste par år har De Syngende Lussinger dog ligget forholdsvis stille. Vi spiller undertiden nogle mindre shows og hygger os med hinanden privat, men hvem ved – måske kommer tiden til en revival engang?

I 2003 blev jeg spurgt af Musical Syd, om jeg ville være komponist og musikalsk instruktør på en række teaterforestillinger i Musikhuset i Aarhus. Her havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med instruktøren Anders Baggesen. Vi bearbejdede klassikerne ”Peer Gynt”, ”Hamlet” og ”Romeo & Julie”, så de blev mere nutidige i deres udtryk, og jeg skrev musik og sangtekster til teaterstykkerne.

I 2005 havde jeg fornøjelsen af at medvirke på en cd med canadiske Bruce Guthro, der ved siden af sin solokarriere er frontfigur i skotske Runrig. Vi var efterfølgende på en turné rundt i landet, som var meget inspirerende, da jeg her fik mulighed for at boltre mig ikke bare på guitar, trompet og flygelhorn, men også sopransax, som jeg var begyndt at spille på et par år forinden.

Samme år blev jeg kontaktet af Lars Lilholt, der spurgte, om jeg havde lyst til at være med i hans band. Det ville jeg gerne, og det blev starten på et længere samarbejde, som resulterede i adskillige turnéer og udgivelser. Blandt højdepunkterne står for mig dvd’en Storyteller, som jeg var kapelmester og producer på i 2006 samt en række nytårskonerter med DR’s Underholdningsorkester i januar 2012. Desuden skrev jeg en række melodier, som Lars satte ord til, bl.a. titelsangen til albummet ”Smukkere med tiden”.

Også i Lars Lilholt Band var der plads til alle mulige instrumenter. Ud over guitar, trompet, flygelhorn, tenor- og sopransax kunne jeg her boltre mig på mandolin, ukulele og violin (faktisk har jeg aldrig hørt Lars sige, at der var et instrument, han ikke brød sig om – selv skalmeje, krumhorn og bombarde kan i hans orkester finde et tiltrængt refugium).

Sideløbende med mit engagement i Lars Lilholt Band var jeg studiemusiker på udgivelser med bl.a. Laura Mo og Lars Muhl og spillede også nogle løse jobs med Viggo Sommer fra De Nattergale. I en periode prøvede jeg også kræfter med at skrive sange til dansktopudgivelser med bl.a. Kandis, Peter Aldahl og Keld & Hilda.

I 2010 blev jeg hyret til at være musikalsk instruktør på teatret Opgang 2, hvilket resulterede i forestillingen ”Glemt”. Senere har jeg også skrevet musik til forestillingerne ”Uro” og ”Knus”. På Opgang 2 mødte jeg Søren Marcussen, som ud over at være chef for teatret også er producent af dokumentarfilm og tilmed en varm, poetisk sjæl. Jeg har siden haft fornøjelsen af at komponere musik til flere af hans dokumentarudsendelser, bl.a. 52 afsnit af portrætserien ”3 minutter i Gellerup”.

Blandt de mere usædvanlige oplevelser med Søren Marcussen var en event for et par år siden på Aarhus Teater, hvor Søren Marcussen og Yahya Hassan reciterede egne digte, mens billedkunstneren Hans Krull omsatte digtene visuelt, og jeg improviserede på elektrisk guitar. Her var der virkelig tale om et gesamtkunstwerk.

I 2012 havde jeg den store fornøjelse at medvirke som guitarist, sanger og konferencier på nogle koncerter med Aalborgs og Sønderjyllands symfoniorkestre under ledelse af dirigenten Christian Baltzer. Koncerterne blev kaldt ”Rock at the Symphony” og tog udgangspunkt i de bedste sange inden for den symfoniske rock. Det største kick for mig personligt var at synge David Bowies ”Space Oddity”. Det er intet mindre end en ubeskrivelig følelse at synge lead ledsaget af strygere, blæsere, slagtøj og rockorkester på én gang som akkompagnement.

Året efter besluttede jeg mig for at indspille et soloalbum med egne sange. Målsætningen var, at det skulle være sange om voksne emner for voksne mennesker. Jeg håbede især, at teksterne kunne berøre og give stof til eftertanke. For efterhånden var jeg blevet mæt af alt det sukker, der som oftest strøes ud over poptekster. Ligesom mine forbilleder (bl.a. Leonard Cohen, Nick Cave, John Lennon, Bob Dylan, Johnny Cash og Paul Simon) er jeg langt mere interesseret i den krasse, ægte, dejlige, frustrerende, håbløse, ærlige og udfordrende virkelighed. Albummet fik titlen ”Sange for voksne” og udkom i 2015. Albummet fik pæne ord med på vejen og har siden opnået airplay på både P4 og P5.

I de seneste par år har jeg desuden intensiveret mit makkerskab med min gamle legekammerat fra De syngende Lussinger, Bjarne Langhoff. Vi holder af at spille sammen, fordi vi nærer den samme forkærlighed for musikalsk humor og håndværk. Uanset om det drejer sig om musik til fester, underholdning eller mere seriøse projekter, oplever jeg i vores samarbejde et stærkt engagement og en dyb gensidig respekt. Senest har vi bl.a. bidraget til varitéshowet "Komikby 2017", som fik flotte anmeldelser i både Aarhus og Græsted.


Blandt de mere særprægede oplevelser i 2017 var en optræden til Herning Horse Show. Her havde jeg fornøjelsen af at akkompagnere Julie Berthelsen i arenaen, mens fire heste dansede omkring os i en musikalsk koreografi. Jeg er ikke særlig tryg ved fuldblodsheste (jeg synes, de er kæmpestore!), men oplevelsen var overraskende poetisk og smagfuld, så jeg har revideret mit syn på de smukke dyr.


I anledning af reformationsjubilæet i 2017 blev jeg spurgt af Viborg Stift, om jeg ville indspille et album med en række af reformationens salmer i moderne fortolkninger. Resultatet blev døbt "Reformationen rocker" og blev mere mangfoldigt, end jeg først turde håbe. Det skyldes ikke mindst de iørefaldende melodier, som har overlevet i 500 år, men også de fremragende sangere og musikere, som beredvilligt bidrog til projektet. Særligt Bjarne Langhoff ydede en fantastisk indsats som sanger og medproducer på albummet. Til min store overraskelse har P5 taget denne udgivelse til sig og har spillet sangene i adskillige programmer.

Gennem en lang rejse ”i musikkens tjeneste” har jeg efterhånden stiftet bekendtskab med mange forskellige mennesker, instrumenter, genrer og måder at skabe musik på. Og når jeg i dag ser mig selv i spejlet, må jeg vist erkende, at jeg er blevet voksen undervejs – beriget af min rejse og de mennesker, jeg har mødt på min vej – uden at jeg egentlig opdagede det, mens jeg var på farten. For som John Lennon udtrykker det: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans”.

Til toppen